| < Forrige | Næste > |
|---|
Tilbage i 1987 indspillede The Stepfather lige omkring 2,4 millioner dollars. Dermed var dens succes pænt sagt meget begrænset, derfor lå det heller ikke lige i kortene at der skulle komme en genindspilning af filmen. Alligevel mente Sony Pictures og Screen Gems at tiden var moden til igen at fortælle historien om en ond papfar med mange familier på samvittigheden.
Instruktionen er overladt til Nelson McCormick, der har en gloværdig karriere som tv instruktør bag sig, men som biograffilm instruktør er The Stepfather hans debut. En debut der kan betegnes som godkendt og måske endda middel, men bestemt heller ikke mere end det.
David Harris (spillet af Dylan Walsh) er en psykotisk seriemorder der charmerer enker eller fraskilte kvinder og deres familier, flytter ind hos dem, inden han slår dem ihjel og flytter videre til en ny by hvor han kan finde nye ofre. Hans nyeste bytte er familien Harding, bestående af den tiltrækkende Susan Harding(Sela Ward), to unge børn og den ældste søn Michael (Penn Badgley) samt hans kæreste, den evigt bikini klædte Kelly (Amber Heard).
Allerede fra starten lægges filmens stil an, og lige fra start fremlægges David som en yderst usympatisk mand og derfor er der da heller ikke meget spænding om hvorvidt hans hensigter er reelle eller ej. Med fordel kunne der måske have været draget tvivl om hans hensigter, bare for at give historien en smule mere substans.
Ok, filmen er et remake og historien er derfor ikke hemmelig, men eftersom filmen blot indspillede lidt over 2 millioner er det begrænset hvor mange der rent faktisk har set den originale.
The Stepfather er ikke nogen fantastisk film, der er ikke meget originalt, overraskende eller tankevækkende ved filmen, alligevel fungerer den fornuftigt på mange punkter. Dylan Walsh er glimrende i rollen som den charmerende psykopat David Harris og Penn Badgley der bedst kendes fra serien Gossip Girl gør en god figur som den mistænksomme søn, der med faderkomplekser tager kampen op mod den nye stedfar trods moderens ønsker. Kærlighed gør blind, og derfor overser Susan alle de symptomer der ellers burde få samtlige alarmklokker til at ringe.
Og det er også det, der bliver en smule irriterende, for der er så mange åbenlyse signaler som et normalt tænkende menneske aldrig ville se gennem fingre med. Filmen er en gyser, og der er altså nu engang andre regler end i alle andre genrer.
Hvis man ikke tager The Stepfather for mere end hvad den er, bliver man ikke skuffet. Hvis man forventer at blive underholdt på et højt intellektuelt plan skal man dog nok kigge den anden vej.
RSS feeds
