Drag me to Hell

< Forrige		Næste >

Inden Sam Raimi skrev familie-blockbustere med Peter Parker og Mary Jane, lavede han en af historiens mest elskede kult gysere; Evil Dead. Med Drag Me to Hell beviser han sammen med storebror Ivan Raimi, at han stadig formår at at strikke halvanden times god horror sammen. Der er masser af blod, ofringer, onde ånder, chokeffekter og yderst en ubehagelig gammel sigøjnerdame, der uden tænder bider sig fast i vores protagonist.

Christine Brown (Alison Lohman) arbejder som lånerådgiver i en mindre bank, hvor hun kæmper for at få en forfremmelse. For at få den skal hun dog bevise at hun også kan tage de svære beslutninger. Derfor kommer sagen om en gammel sigøjnerkvinde der ikke kan betale sine afdrag nærmest som en velsignelse. Selvom de nager hende afviser Christine at Ganush som damen hedder kan udskyde betalingen.

Hendes chef bliver imponeret, det gør Ganush dog langt fra, og efter forgæves at have tigget om hjælp Christine bliver hun rasende eskorteret ud af et par standhaftige sikkerhedsvagter. Efter lukketid opsøger Ganush hende i parkeringskælderen og efter en mildest talt grusom slåskamp kaster Ganush en forbandelse over Christine.

Forbandelsen betyder at Chrstine bliver hjemsøgt af den onde ånd Lamia, der vil stjæle Chrstines liv og hendes sjæl og trække hende med til helvede, hvorfra titlen naturligvis stammer.

Hvor mange instruktører nok ville have være fristet til tydeligt at vise den onde ånd bruger Rami virkemidlerne bedre. Han lader uhyggen brede sig i form at skygger, lyde og hurtige glimt. Det virker fortræffeligt og Raimi viser hvorfor Sony Pictures valgte at satse på hans talenter til Spider-Man.

Ligesom det var tilfældet i Evil Dead så skal vores hovedperson så grueligt meget igennem, den ene ting værre end den anden. Der er gået næsten 30 år siden Evil Dead med opskriften er stadig holdbar, Raimi har blot udviklet sig siden. Alt i alt har han med Drag me to Hell lavet en af nyere tids bedste gysere.