Film anmeldelser

< Forrige		Næste >

Antallet af b-film af mildest talt tvivlsom kvalitet, som den belgiske Jean-Claude Van Damme har medvirket i, kan næppe tælles på to hænder. JCVD er ikke en af disse. Bedst som man troede at Van Damme nok var ved at være  fuldstændig færdig kommer dette, set i Van Damme optik, lille mesterværk. Cirkelspark, strubeslag og bar overkrop er skiftet ud med selvironi, et velskrevet manuskript og en troværdig skuespilpræstation af "The Muscles from Brussels".

 

Filmen er en "selvbiografisk" med en tilpas stor mængde ironi, men samtidig er man heller ikke i tvivl om at han rent faktisk mener meget af det der bliver givet til udtryk for i filmen.

 

Van Damme har efter en hård periode i USA besluttet sig for at rejse en tur hjem til Belgien. Han er midt i en sag om forældremyndigheden over hans datter. Datteren vil i sidste ende helst bo hos moderen da hendes venner driller hende med hendes celebre far og hans til tider underlige udtalelser. Samtidig kører hans karriere absolut ikke på skinner, og de eneste roller han bliver tilbudt er i dårlige b-film. Han tilbyder endda i filmen at medvirke gratis, hvis blot filmen er hos et større filmselskab.  

Hans økonomi sejler og hans advokats salær hænger over hovedet som en sort sky. Hans kreditkort er blevet spærret, og han er derfor nødt til at låne penge af sin agent. Pengene han låner skal han hente på et posthus i en lille by i Belgien, men lige da han troede det ikke kunne blive værre, så bliver det lige nøjagtig det.

Netop som han kommer til posthuset er der et røveri i gang, og inden han ved af det er han dybt involveret, ikke mindst fordi alle kender hans ansigt. Politiet er i den fejlagtige tro at det er Van Damme der står bag røveriet. For ikke at være til fare for sig selv eller gidslerne i banken, bliver han nødt til at spille med. Alt i mens han er på posthuset udspiller der sig en række flashback hvor man får mere historie omkring Van Damme, og hans evige rival Steven Seagal.

Filmen blev primært markedsført som en komedie, hvilket til tider er rigtigt da JCVD indeholder mange dybt humoristiske scene, især hvis man som undertegnede er vokset op med Van Damme og de udødelige klassikere som Universal Soldier, Bloodsport, Kickboxer, Hard Target m.fl.

Filmen fortæller åbenhjertigt hvordan 80´er og 90´ernes store actionstjerner nu oplever en anden tid. Steven Seagal er nødt til at klippe sin karakteristiske hestehale af for at få en filmrolle og Van Damme er på fallittens rand.

Filmen er måske hverken en komedie eller en selvbiografi, eller for den sags skyld et drama. Men den er et dramatisk selvportræt med et glimt i øjet. Hvis man er eller nogensinde har været lidt pjattet med Van Damme så er JVCD yderst seværdig, hvis ikke kan jeg forestille mig, at den falder en smule til jorden. Undertegnede hører dog til den første kategori.