Outlander er noget så sjældent som en vikinge science fiction film. Dem ser man ikke mange af, og måske er det heller ikke så underligt. Avanceret fremtidsteknologi og vikingefester går ikke voldsomt godt hånd i hånd. Kainan (Jim Cravizel) kommer fra en anden planet, i sit rumskib styrter han ned på jorden. Nærmere betegnet i Norges smukke natur i år 709. Her befinder Kainan sig pludselig midt mellem rivaliserende vikingeklaner og mistroiske kongesønner.
Der er dog andre fare i den norske natur en vikinger og glubske bjørne. Med sig fra rummet har Kainan også bragt den dæmonlignende Morween, der dræber alle på sin vej. Selvom vikingerne stadig er mistroiske bliver de nødt til at stole på Kainan da han er den eneste der ved hvordan den blodtørstige Morween kan dræbes.
Angiveligt har filmen kostet omkring 250 millioner kroner at producere, og der heller ingen tvivl om at produktionen har været dyr. I forhold til filmens potentiale er der investeret voldsomt i den, og det belønner sig til dels også. Der er masser af kampscener mellem vikinger og vikinger, mellem monsteret og vikinger og mellem bjørne og vikinger.
Outlander prøver egentlig at fortælle en masse historie, alligevel virker det ikke som om handlingen bliver overilet eller forhastet. Hele filmen forløber sig et fornuftigt tempo, hvor man aldrig keder sig. Dermed ikke sagt at man sidder komplet blæst bagover i små to timer, for det er bestemt heller ikke tilfældet.
Outlander er ikke en film der skal overraske eller være uforudsigelig, og dette lever den op til. Hele historien og handlingsforløbet er som skåret ud af en klassisk berettermodel. Det er menneskets kamp mod dyret, der er stærkt overlegent når det kommet til kræfter og hurtighed, men ikke har følelser og derfor selvfølgelig i sidste ende ikke kan vinde. Den der bærer viljen i hjertet....
På trods af småfilosofiske iagttagelser omkring livet, kristendom og Odin så kræver filmen ikke den helt store hjernebevægelse. Blandingen mellem vikinger og rumvæsner er mere interessant end den er vellykket.
