Inglourious Basterds

< Forrige		Næste >

Inglorious Basterds "Well, I believe this is my masterpeice" sådan lyder Brad Pitts og filmen Inglourious Basterds sidste replik. Der er nok ikke mange der i tvivl om at det er Quentin Tarantino's ord der kommer i spil. Hvorvidt de så rent faktisk er hans mesterværk er en helt anden snak. De sidste mange år har der været nærmest utallige film der har fortalt historien under 2. verdenskrig. Fælles for de foregående er at realismen er i højsædet, og det hele har skulle være så virkelighedstro som muligt. Quentin Tarantino har taget hans seneste film i en helt nyt retning.

Historien er fiktion, og det samme er langs størstedelen af det farverige persongalleri. Det er befriende, det er underholdende og hans karakterer er endnu en gang fuldstændig uovertrufne. Særligt formidable er Christoph Waltz i rollen som den yderst sleske "jøderjager" Oberst Hans Landa og Brad Pitt som Aldo Raine. Generelt er alle skuespilpræstationer glimrende, selvom Diane Kruger der ellers er tysk har en frygtelig tysk/engelsk accent.

Tarantino har et kæmpe behov for at underholde på egne præmisser, derfor er virkeligheden ikke essentiel. Hans fantasi og sans for film har fået frit spil i filmen der meget løst baseret på Inglorious Bastards fra 1978 af den italienske filmskaber Enzo Castellari. Der er da også små referencer til det italienske hist og pist. Men mest af alt lugter filmen langt væk at Tarantino. Resultatet er en yderst velspillet, velskrevet, velinstrueret og velklippet film.

Once upon a time in the Nazi occupied France sådan starter filmen, der er delt ind i fem kapitler, der naturligvis alle sammen hænger sammen i sidste ende. Filmen starter med historien om en jødisk familie der bliver slået ihjel af "jøderjageren" Landa. Den eneste der slipper væk er Shosanna der senere hen spiller en yderst fremtonende rolle.

Inglorious Basterds der er andet kapitel handler om en gruppe jødiske soldater anført at Brad Pitt som Aldo Raine. Deres mål at dræbe og skalpere som mange "nazi bastards" som muligt. Minimum 100 pr. soldat. Det hele er voldsomt, blodigt og ejer ikke skyggen af politisk korrekthed, men hvornår har noget Tarantino har haft fingrene i gjort det. Det er også med det for alvor at højne underholdningsværdien i filmen der varer mere end 150 minutter.

Tarantino har skabt en film der ikke er gennemskuelig. Normalvis kender man udfaldet af denne slags film på forhånd, i hvert fald hvis man kender sin historie. I Tarantino's verden, er historie dog ikke noget, man ikke kan ændre på. Og derfor ved man aldrig hvad det sker. Tarantino er optaget af filmhistorie, ikke faktuel historie.

Hans evne til at time enhver samtale eller dialog er fuldstændig uovertruffen, hvilket gør at selv filmens nærmest usandsynlig lange dialogbaseret startscene bliver en åbenbaring på 10 minutter frem for bare kedelig.

Masterpiece? Det er svært at sige om Inglorious Basterds er hans mesterværk. En ting er dog sikkert, Tarantino er en mester. Og selvom det er lidt svært at se hvordan han vil lave en efterfølger til filmen, så krydser jeg i hvert fald fingre for det.