Public Enemies

< Forrige		Næste >

Jeg er vild Michael Mann, Heat er en af mine absolutte yndlingsfilm ligesom Collateral fra 2004 ligger højt på min liste over Mann mesterværker. Med Christian Bale og Johnny Depp i hovedrollerne i Public Enemies er det derfor meget svært for undertegnede ikke at være ekstremt spændt på at se Michael Manns seneste film Public Enemies. Det er dog også med en vis skepsis, da historien meget groft sagt minder om Heat. Begge handler om to karakterirske hovedpersoner på hver sin side af loven, hvor det i Heat var det strømeren Al Pacino der jagede Robert De Niro, er det i Public Enemies Bale der jager Depp.

Michael Manns film plejer at være yderst flot klippet og bærer som regel præg af enorm mængde æstetik. I Public Enemies er der dog til tider skruet alvorligt op for actionen og ned for det æstetiske. Det betyder dog ikke at filmen ikke stadig er flot og imponerende filmet, for selvfølgelig er den det.

Public Enemies handler om bankrøveren John Dillinger(Depp) der i 1930'ernes USA røvede utallige banker og at den amerikanske stat blev udråbt til samfundets fjende nummer et (deraf titlen). Dillinger havde dog en væsentlig anden popularitet i befolkningen der blot så ham som en Robin Hood og ikke en samfundsfjende.

FBI agenten Melvin Purvis (Bale) leder efterforskningen og jagten på Dillinger, på daværende tidspunkt var det dog bureau of investigation og ikke federeal. Det betød at forbryderne ikke som udgangspunkt kunne jages tværs over statsgrænser. En barriere J. Edgar Hoover dog med tiden fik ophævet.

Public Enemies er på mange punkter meget typisk Mann, der er lange passager med dialog og lange skuddueller, måske endda lidt for lange begge dele. Skudduellerne mellem bankrøverne og agenterne bliver til tider så lange at man sidder og mister interessen. Og det er desværre lidt generelt for hele filmen, spændingsniveauet er ikke høj nok. Man ved trods alt hvordan det ender for Dillinger og hans bande, historien kan man jo ikke lave om på, kun fortolke.

At kalde Johnny Depp for fejlcastet er nok en overdrivelse, dog er der nok ikke mange der er uenige i at han er en meget flot mand. Måske også en smule for flot, det er ikke svært at fatte sympati for en mand der på ydersiden ikke har nogen fejl. En lidt grovere kant havde muligvis klædt rollen, når det så er sagt så gør han det som altid eksemplarisk i rollen. Christian Bale gør det også udmærket, dog synes han at have en lidt bizar tendens til at skifte accent i filmen.

Virkelighedens Melvin Purvis gik under navnet Little Mel på grund af hans højde, dette har dog som sådan ikke den store effekt på handlingen og derfor er det da også komplet undladt i filmen. Og sådan er det flere ting der er i Public Enemies. Dillinger siger en sætning om sig selv til garderobepigen Billie som han forelsker sig i, og det er reelt set det eneste man får at vide om manden. Ærgerligt, for med to en halv time skulle man tro der var tid til et mere dybdegående bog nuanceret billede af 'manden bag masken'.

Public Enemies er ikke Michael Mann, Christian Bale eller Johnny Depps bedste film, men den er underholdende, flot, velspillet og velskrevet.