Med Bride Wars viser Hollywood hvor galt det kan gå når man ikke handler med hjertet. Og hvor er det forudsigeligt, banalt, ligegyldigt og ikke mindst ikke morsomt. Kate Hudson og Anne Hathaway spiller to kvinder i deres bedste alder der har været bedste veninder hele livet. Siden de to var seks år og så et Junibryllup på Plaza i New York, har de begge ønsket sig det samme.
Da tiden for de to kvinder endelig kommer, går det dog værre end de nogensinde kunne have frygtet. De går til den samme bryllupsarrangør, men en uduelig assistent gør at de begge får booket Plaza den samme dag. De bliver enige om at finde en løsning, men inden der lykkedes har følelserne og den kvindelige stædighed taget over.
Begge er de fast besluttet på at få deres livsønske om brylluppet opfyldt, også selvom det i sidste ende kan koste deres venskab. For selvfølgelig bliver to bedste veninder gennem mere en 20 år arvefjender af den grund.
De to vil nu pludselig gøre alt for at den anden i hvert fald ikke skal få et godt bryllup. Onde planer der involverer fake tan, blåt hår, ydmygelse ved hjælp af spring break videoer osv. Flere gange lægger filmen i oven til at blive morsom, men antallet af gange man rent faktisk trækker på smilebåndet kan tælles på en hånd, måske nærmere på en finger.
Bride Wars er Hollywoods endeløse bud på store romantiske bryllupper, veninder der er stærkere end alt, forstående ægtemænd, Vera Wang kjoler og diamant ringe, alt sammen set tusinde gange før.
Manuskriptet til filmen er skrevet af tre personer, der umiddelbart alle har haft en lidt forskellig vinkel på tingene. Der er dog ingen af vinklerne der er medrivende, sjove eller underholdende. Principielt kunne historien godt have blevet til et godt grin i en god romantisk komedie, med Bride Wars har simpelt hen ikke noget at byde ind med.
Filmen vil nok gerne henvende sig til kvinder, men dem der falder for denne film er piger. Filmen er en gang preteen pladderromantisme, der burde have været lavet til Disney Channel.


Læs flere Film Anmeldelser