| < Forrige | Næste > |
|---|
I 1972 debuterede en ung ukendt instruktør med The Last House on the Left/Rædselsnatten. Navnet på instruktøren var Wes Craven, der senere skulle hen og blive en institution indenfor gysergenren. 27 år senere er filmen så igen aktuel. Denne gang hedder instruktøren dog ikke Wes Craven, men derimod Dennis Iliadis der debuterede for et par år siden med den nærmest ukendte Hardcore. Filmen blev langt fra nogen succes i de amerikanske biografer hvor den blot omsatte for lidt mere end 30 millioner.
Nu er tiden så kommet til de danske biografer, hvor Wes Cravens historie er klar til at få os til at gyse. Og generelt lykkedes det ganske glimrende. 2009 udgaven er peppet en del op i forhold til den originale, men hvis man ikke laver en om på en film, er der vel heller ikke den helt store grund til at lave et remake.
Familien Collingwoods tilbringer weekenden i deres sommerhus, med sig har de datteren Mari. Året forinden har de mistet deres søn, og det er første gang de vender tilbage til sommerhuset. Mari låner bilen for at mødes med en veninde i den nærliggende by. I forretningen hvor veninden arbejder møder de den unge fyr Justin der tilbyder dem noget græs, hvis de tager med hen på hans hotel. Justin er en stille og forsigtig fyr. Det er hans far, faderens kæreste og hans onkel dog ikke. Krug og Francis er to afstumpede voldspsykopater, med alt hvad det indebære, og de skal vise sig at blive alt andet end et behageligt bekendtskab.
Gysere er anno 2009 blevet mere udpenslet end de var det i 1972, nogen vælger at tage det til et helt andet plan med film som Saw og Hostel, mens andre holder det på det mere klassiske niveua med spøgelser som The Haunting in Connecticut. Uden at sammenligne The Last House on the Left med førstnævnte, så henvender filmen sig alligevel mere til de blodhungrende end spøgelseshungrende. For der er ingen spøgelser eller overnaturlige væsner i filmen, kun ren menneskelig ondskab, brutalitet og ikke mindst, noget så klassisk som hævn. Filmen er brutal og meget detaljeret, men i forhold til mange andre, virker det mere som om der mening med galskaben, og udpenslingen er nødvendig selvom den er væmmende, for at man for alvor kan forstå hævnmotivet.
Filmens tagline lyder "If bad people hurt someone you love, how far would you go to hurt them back?", og dermed får en af genrens helt store motiver frit spil, når hævngerrighed tager over fremfor menneskelig fornuft. Hævn har gennem tiderne været et af de mest brugte motiver i gysere og thrillere, den senere tid har der dog været en tendens til at et motiv nærmest er unødvendigt. Og det er her Wes Cravens historie sejrer, for alle handlinger der udspringer ud fra det menneskelige følelsesregister virker yderst troværdige.
Filmen lever op til alle de "krav" der stilles af gysere i disset tider. Den er fyldt med vold, tortur, psykopater, menneskelige forhold og masser af chok. Der er ikke megen klassisk gyserfornemmelse over filmen. Til gengæld er der masser af nervepirrende ubehag overfor de mildest talt usympatiske bad guys. Selvom de fleste kræfter bag filmen er relativ uprøvede er resultatet ganske glimrende.
At det er uprøvede kræfter der står bag er heller ikke hele sandheden, for filmen er produceret af Craven selv i samarbejde med Sean S. Cunningham. Cunningham har stået bag de sidste fire fim om Jason Voorhees i Fredag den 13. serien. Wes Craven behøver nok ikke nærmere introduktion, men her kommer alligevel lige en. Craven debuterede som sagt med The Last House on the Left og er desuden manden bag Freddy Kreuger i A Nightmare on Elm Street serien, og genopfandt genren teenslasher med Scream filmene.
Det er dog en ganske modigt valg at instruktør de to har truffet, men resultatet taget i betragtning, må de siges at have valgt rigtigt. Filmen lever op til alle de krav der synes at være til gysere i øjeblikket, og derfor er det egentlig også lidt underligt at filmen ikke klarede sig bedre i USA. Så må vi bare se hvordan Danmark tager imod den.
RSS feeds
