Film anmeldelser

En mand godt oppe i årene mister sin kone, bliver rendt på dørene af en ung præst, og bliver venner med en udenlandsk nabofamilie. Det er dog med det samme også vigtigt at pointerer, at filmen stikker dybere end det, meget dybere.

Den storrygende og Pabst drikkende Walt Kowalski er en aldrende Korea veteran, der har arbejdet hele sit liv på Ford fabrikker, og er trods sin polske afstamning er ærke amerikansk.  Hans kone gennem hele livet er netop gået bort, og Walt skal nu til at klare sig selv. Egentlig vil han helst bare være i fred, men hans børn, den lokale 27 årige præst og hans Koreanske naboer er ikke af samme opfattelse.

Som handlingen skrider frem bliver hans fordomme sat på en prøve, men de bliver også bekræftet. Nabosønnen der som Walt er lidt af en enspænder bliver en en lokal bande presset til at forsøge at stjæle Walts Ford Gran Torino Sport 72´, hvilket dog går i vasken og Walt fanger ham på fersk gerning. I samme ombæring redder Walt nabodrengen fra den bande der prøver at indlemme ham. Dette giver ham nabofamiliens uforbeholdne taknemmelighed, noget han ikke ønsker og gør alt for at afvise, men koreansk stædighed er ikke at kimse af.

Han bliver begavet med asiatiske gaver og mad i overflod, og hans status går fra at være den sure gamle hvide mand til at være den lokale helt. Men det er svært at være forgudet, når man egentlig befinder sig bedst med at være forhadt og hade tilbage. Langsomt bløder Walt dog en smule op, overfor naboerne, der måske ikke er så slemme som han først troede. 

Filmen er et stærkt samfundsportræt af USA, gamle dyder, race, religion kommer under behandling. Den stokkonservative Walt Kowalski ser alle asiater som risgnaskende skævøjer, også selvom de måske kæmpede på samme side som amerikanerne i Korea. Han er sin egen nærmeste ven, og har ikke brug for nye bekendtskaber, og bestemt ikke nye venner. Som protagonist gennemlever Walt naturligvis en udvikling gennem filmen, men den bliver på intet tidspunkt en lyserød solstrålefortælling som Hollywood kan have for vane. Netop Hollywood har aldrig bekymret Clint Eastwood, han laver de film han vil, fordi han er i den position han er, og tak for det.

Gran Torino  er uden tvivl et af årets bedre film, måske ikke den bedste i Clint Eastwoods karriere, men hans livserfaring betyder at filmen er vedkommende, hans erfaring indenfor film gør den smuk, godt klippet, glimrende filmet, og fremragende skrevet(af Dave Johanneson og Nick Schenk). Selvom filmen er dyster har den en stor mængde af underspillet humor, der gør at man han sidder med et gevaldigt smil på læben når Clint giver den som en små racistisk sur gammel mand.  

Hvis dette er den sidste film med Eastwood som skuespiller, så er det et stort tab for hele filmindustrien, på den anden siden kan jeg ikke komme i tanke om nogen der har fortjent det mere end Clinten.