Miraklet ved skt. Anna

< Forrige		Næste >

Spike Lee lever i høj grad på sine store succeser fra starten af halvfemserne. I hans storhedstid lavede han i 1991 Jungle Fever og året efter kom Malcolm X, med den Oscarnominerede Denzel Washington. Op gennem halvfemserne stod han bag den ene glimrende film efter den anden, men de sidste sidste 20 år har han haft svært at for alvor at ramme formen. I 2006 kom den glimrende Inside Man, og sidste år var han igen klar med en større satsning, nemlig Miraklet ved Skt. Anna, der ikke overraskende omhandler en gruppe afroamerikanske mænd.

Miraklet ved Skt. Anna er løst baseret på virkelige hændelser. Filmen tager sit udgangs punkt i 1983, hvor Hector Negron der arbejder ved postvæsnet umiddelbart uprovokeret skyder en mand der vil købe et frimærke. I hans lejlighed finder politiet et hoved fra en statue, en religiøs artefakt der har været forsvundet siden krigen. En ung journalist prøver at få ham til at snakke om grunden til drabet, og vi som beskuer bliver taget tilbage til Italien 1944.

Her en en deling afroamerikanske soldater i færd med at udforske et område da de falder i et baghold. Da de beder om artilleristøtte bliver deres anmodning afvist og de efterlades. Kun fire mænd fra delingen overlever, og en af dem er Hector Negron.

På deres vej finder de en lille italiensk dreng som de tager med sig, en dreng der senere hen skal blive af stor betydning. De fire mænd og den lille dreng kommer til en lille by, hvor de forskanser sig alt i mens krigen raser. Da de får deres radio til at virke og beder om hjælp, er det eneste svar de får, at de skal fange en tysker. Som som i enhver Spike Lee film er systemet altid imod de sorte. Italienerne der bor i byen har mange delte meninger om soldaterne, men de bliver og langsomt begynder filmens historie at give en dybere mening.

Miraklet ved Skt. Anna, er en udmærket og han viser at han igen måske er på rette vej. Med Inside Man, vendte Spike Lee efter nogle mildest tal magre år tilbage med en glimrende film, og derfor kunne man også have forventet sig mere af den Oscar nominerede instruktør. Det er dog som om at han træder et skridt tilbage og igen tager fat i hans hjertebarn: race og raceforskelle. Filmen er som sådan vedkommende nok, og raceproblematikken er heller ikke noget der bør overses på nogen måder, men filmen bærer til tider for meget præg af dette desværre.

Filmingen er dog upåklagelig, det samme er effekterne, skuespillet og klipningen, alligevel formår filmen aldrig at blive mere end ganske gedigent håndværk fra en instruktør, der atter prøver at finde fordoms styrke frem.