W.

< Forrige		Næste >

Oliver Stone har aldrig været bleg for at lange ud efter amerikanske statsoverhoveder, og det er han bestemt stadig ikke. Man skal efterhånden næsten 10 år tilbage i tiden, for at finde den sidste rigtig vellykkede Stone film. Dette årtusinde har budt på filmen som Commandante, Alexander og World Trade Center, hvor ingen af dem har været i nærheden af tidligere værker som JFK, Nixon, Platoon og mange andre. Med W. er Oliver Stone igen klar til at tage en amerikansk præsident under "kærlig" behandling, og denne gang er det som titlen antyder det George W. Bush.

På forhånd kunne man sagtens forvente en film ala Fahrenheit 9/11, der latterligøre den tidligere præsident. Dette er dog heldigvis ikke tilfældet med W, der viser uventede sider af Bush Jr., og man får en sympati for manden der har måtte lægge øre til så megen kritik, begrundet såvel som ubegrundet.

Filmen giver et indblik i et ellers lukket land, livet som præsident bag de lukkede døre hvor pressen ikke følger efter. Den viser når de vigtige gode og dårlige beslutninger bliver taget, og ikke mindst på hvilket grundlag.W. følger den glade collage studerende George, der drikker indtil hans møder han kommende kone Laura. Den viser hvordan han er vandret fra job til job, indtil han finder sit ståsted i livet, som leder af den frie verden, efter en post som guvernør i Texas.

W. er en udmærket film, den er langt fra Oliver Stones normale intense fortællinger, og den er ikke så stramt klippet som han tidligere har gjort med film som Wall Street, Any Given Sunday, Nixon osv. Oliver Stone har med filmen sandsynligvis gerne ville fortælle historien, hvilket også har været vigtigere end det filmiske udtryk, for i hans normale standart, ligger denne film under. Det betyder ikke at filmen er dårlig, for det er den bestemt ikke. Og især Josh Brolin der spiller den altoverskyggende hovedrolle som George W. Bush jr. er eminemt i rollen og han er troværdig hele filmen igennem. Det kan dog til tider være en smule svært at gennemskue hvor gammel han skal forestille at være, men det ødelægger intet ved hans overbevisende skuespil.

Generelt er filmen meget stærkt besat af skuespillere, der er ikke en politisk person i filmen man kan have den mindst tvivl om. James Cromwell giver dem som Bush Sr., og han er overbevisende som altid. Især er det også værd at lægge mærke til Jeffrey Wright der spiller en Colin Powel der gang på gang må gå på kompromis med hans egne overbevisninger.

Som tidligere nævnt er filmen ikke en latterliggørelse af Bush, men det er stadig en satirisk fremstilling. Filmen fortæller en vigtig historie om den mest kontroversille præsident i amerikansk historie, men den fortæller også en historie om en mand der desperat kæmper for at vinde sin fars respekt. En respekt han ikke vinder bare ved at blive guvernør eller præsident for den sags skyld. Filmen er satiriske, og det er lidt billige point Oliver Stone vinder, for det er ikke svært at lave satire på så speciel en personlighed som Bush.

Filmen byder på en masse fakta, og en masse dokumenterede udtalelser, men man må stadig ikke se filmen som et dokumentarisk, for meget af filmen er stadig fiktion. Når alt kommer til alt, så er den bare underholdende, og ikke informativ. Den giver det et billede af en mand der ikke har handlet i ond tro, men generelt bare truffet en masse valg, hvor han nok mest vil blive husket for de tvivlsomme af slagsen.