Mirrors

< Forrige		Næste >

Mirrors

Den franske instruktør bag The Hills have Eyes Alexandre Aja, står bag gyseren Mirrors, hvilket til at starte med bekymrede mig. Jeg er ikke den store tilhænger af film af den type, heldigvis overrasker Mirros positivt. Filmen er en omskrevet version af den koreanske Geoul Sokeuro/Into the mirrors fra 2003. Og selvom den har lånt størstedelen af historien fra denne film, bliver den alligevel helt sin egen, i en langt højere grad end eksempelvis The Ring. Den bliver heller ikke ærke amerikansk, hvilket klart kan tydes ud fra at stort set hele holdet bag er europæisk. En der dog ikke er europæisk er hovedrolleindehaveren og en af producerne på filmen Kiefer Sutherland.

Sutherland spiller Ben Carson, en tidligere NYPD politimand, der er stoppet hos ordensmagten efter en ikke helt defineret skudepisode. Hans liv er faldet en smule fra hinanden og han bor på sofaen hos sin søster Angela(Amy Smart), hans kone Amy(Paula Patton), bor alene sammen med deres to børn. For at få økonomien til at hænge sammen, har Carson taget et job som vagt i et stort nedbrændt Mayflower Shopping center midt i New York. Her skal han en gang hver anden time gå gennem den enorme spøgelsesbygning, og tjekke at alt er som det skal være.

Pudsigt nok viser det sig at alt bestemt ikke er som det skal være. Allerede på hans første runde bliver det klart for Carson at noget er helt galt. Spejlbillederne passer ikke til virkeligheden, og i stedet for at spejle virkeligheden har de deres eget liv og en egen mere grusom agenda.

Og ikke alene dette, så kan de også ændre livet for alle der kommer i vejen for dem. Pludselig kommer ikke bare Carson i fare, men også hans søster, kone og børn, og han kæmper en desperat kamp for at finde ud af hvad det er spejlene vil have ham til. Shopping centret ligger hvor der engang lå et sindsygehospital, og fortidens lægekunst får en central placering i filmen.

Måske lyder det lidt banalt, og det er det da i og for sig også, men langt hen ad vejen er det ganske effektivt og filmen har mange gysende øjeblikke. Når instruktøren hedder Alexandre Aja er der naturligvis også blevet plads til lidt morbide scener, ufatteligt godt lavet, og uden tvivl noget filmen vil blive husket for. Hvad det er, er det svært at komme ind på uden at give for meget væk, men man "taber kæben" når man ser det.

Filmen blev aldrig den helt store biografsucces, og måtte nøjes med at omsætte for omkring 70 millioner dollars på verdensplan. Det er måske ikke så svært at forstå, da historien hverken omhandler psykopater eller teenagere som synes at være omdrejningspunktet i stort set alle gysere nu til dags. Personligt synes jeg at Mirrors hører til blandt de bedste gysere i den senere tid.

Kiefer Sutherland der er blevet synonymet for 24 og Jack Bauer er eminent i rollen, nu har jeg også været stor tilhænger af ham siden jeg første gang så ham i Joel Schumachers The Lost Boys fra 1987. Det er forfriskende med en moden mand, med en familie at kæmpe for og ikke en veltrænet teenager der kæmper for pigernes hjerte og gutternes respekt.

Desværre har filmen enkelte faldgrupper, der gør at den ikke, er helt oppe og ringe trods alt. Hen mod filmens slutning trækkes man gennem lidt for meget dæmoneri og, man sidder lidt med en fornemmelse af at filmen kunne have været bedre, havde man valgt at klippe de sidste 10 minutter om.

At filme en film hvis omdrejningspunkt er spejle kræver et kompetent filmhold, når der er spejle er der refleksioner. Når der er rigtig mange spejle, så er der tilsvarende rigtig mange refleksioner, og der er ingen tvivl om at koordineringen af optagelserne har været ganske imponerende tilrettelagt.

Mirrors er ikke noget storslået mesterværk, men hvor tit er gysere egentlig det. Men indenfor genren er de gedigent håndværk, og jeg tænker mig i hvert fald om en ekstra gang inden jeg igen kigger mig i spejlet.....