Happy-Go-Lucky

< Forrige		Næste >

Happy Go Lucky Den engelske manuskripftforfatter og instruktør Mike Leigh er uden tvivl mest kendt for hans social realistiske dramaer. Happy-Go-Lucky er han første forsøg på en rendyrket komeide, og resultater er selvom det er en hjertevarm film ikke helt så vellykket, som mange af hans tidligere film. Tidligere behandlede Mike Leigh typisk det nedtrykkende liv i de engelske forstæder, eksempelvis i All or Nothing, væk er dramaet og ind er kommet romantikken og den lune komedie.

Sally Hawkins spiller Poppy, en rolle hun udfylder meget overbevisende. Hun er børnehaveklasselærer, og lever et ubekymret liv, hvor hun begynder at tage kørekort hos den iltre Scott(Eddie Marsan). Hun begynder til Flamenco med en kollega, og ellers går hun bare i byen med veninderne. Hende liv er ikke bekymret af mand og børn, og generelt går hun bare glad for livet. Hun tror på det gode i mennesker i et naivt, men kærligt livsperspektiv. Selvom hun er livsbekræftende og lettere tosset, bliver karakteren trods alt en smule irriterende i længden. Tidligere skulle beskueren se det mørke i menneskerne i Leigs film, men i Happy Go Lucky, er det lige nøjagtig det modsatte.

Poppy kæper en kamp for at gøre alle glæde, selvom hendes veninde og bofælle gør hende opmærksom på umuligheden i dette. Til dette svarer Poppy dog, at der da ikke sker noget ved at prøve. Hun prøver at hjælpe hendes elever der har problemer, og møder af samme grund en mandlig social rådgiver, hun bliver kæreste med.

Filmen er et storslået eksempel på at livet er hvad man gør det til. Hvis man har en negativ tilgang til dagligdagen, bliver dagligdagen naturligvis også negativ. Hvis man derimod ser lyst på alle livets prøvelser, så bliver ens liv også bedre, måske i hvert fald. På denne måde virker filmen efter hensigten, og den hjertevarme fortælling er godt fortalt, men når det så er sagt så er filmen ikke bare en lyserød sky.

Poppy er livsbekræftende og elskelig, men på samme tid er hendes naive holdning og fjogede udtryk også en smule belastende. Desuden er det reelt set bare ikke realistisk er nogen skulle være så glad. Desuden handler filmen ikke rigtig om noget, dermed peaker den ikke nogen steder. Og derfor bliver den heller aldrig rigtig medrivende, og selvom man måske sidder med en behagelig fornemmelse efter filmen, sidder man også med en fornemmelse af lidt at have spildt små to timer.

Mike Leigh beviser at han kan lave andet en socialrealisme, men han beviser også er komedie nok ikke er vejen frem. Filmen er en pudsig lille fortælling, og jævnt underholdende, men decideret sjov er den nu ikke.