A Quiet Place 2 ligner en realitet

En film hvor der stort set ikke bliver snakket i halvanden time, lyder måske ikke som opskriften på en vaskeægte Blockbuster, ikke desto mindre var det tilfældet med John Krasinskis fremragende A Quiet Place, der havde premiere i foråret.

Filmen der havde kostet i omegnen af 17 millioner dollars at lave, fik ikke blot fremragende anmeldelser, der var også mange millioner der indløste billet til filmen. Alene i USA indspillede filmen tæt på 200 millioner dollars, og på verdensplan blev det til intet mindre end 334 millioner dollars.

Den slags tal skriger naturligvis sequel. John Krasinski, der har skrevet, instrueret og spiller hovedrollen i filmen har dog tidligere afvist, at det skulle blive tilfældet med filmen, selvom han havde en ide til en film mere.

Nu har han dog ændret mening, og har afsløret at han arbejder på et reel manuskript. Manuskriptet er stadig på et tidligt stadie, og han har derfor heller ikke afsløret meget om handling og lignende. Dog skulle der være fokus på andre overlevende, end den familie den første film handlede om. Har man set den første, er det nok heller ikke så svært at forstå hvorfor.

Der er som sagt mange ubekendte omkring efterfølgeren, og der vides derfor stadig ikke noget om medvirkende, releasedato osv. Dog skulle det altså være sikkert og vist, at det igen bliver Krasinski der skriver, og mon ikke også han vender tilbage til instruktørstolen – man kan da i hvert fald håbe.

Smid en kommentar